Fakta om fliser, klinker og sten

Fakta om fliser, klinker og natursten – for dig der ønsker at komme et spadestik dybere.

Flisegulve 

Flisegulve er gulve, der er belagt med keramiske fliser eller natursten. Man lægger typisk et flisegulv, når der er behov for stor robusthed, vandtæthed af konstruktionen eller behov for let og effektiv rengøring.

Keramiske fliser bliver fremstillet af forskellige typer ler og kvartssand, der efter æltning og tilsætning af hjælpe- og farvestoffer, bliver formet, tørret og brændt.

Natursten dækker over flere forskellige stenarter, fx marmor, granit, gneis, skifer og sandsten.

Keramiske fliser 

Keramiske fliser kan fås i flere varianter, både med og uden glasur og i mange forskellige farver og påførte motiver.

Flisernes egenskaber bliver bestemt af, hvordan lerblandingen er sammensat, brændingstemperaturen og om flisen er glaseret eller ej. Jo hørere brændingstemperatur, desto tættere og mindst vandsugende fliser.

Porcelænsfliser

Porcelænsfliser – eller som de hedder på italiensk – porcellanato– er blandt de stærkeste materialer, man kan vælge til et gulv.

Fliserne er frostsikre, syrefaste, klorbestandige og resistente over for olie. De holder kort sagt til det hele!

Porcelænsfliser kan anvendes alle steder og er især populære i storcentre, dagligvareforretninger, samt i boligen hvor der ønskes klinker med en langholdbarhed. Porcellanato-fliser kan holde til alt lige fra en tung lastet palleløfter til grus og sne, som kunderne slæber ind fra gaden.

I dag kan man få procellanato-fliser i forskellige overflader:

Lappato = silkemat (børstet)

Satinato = Silkemat (semibørstet)

Naturale = naturlig (mat)

Levigato = Poleret overflade (blank)

Bocciadato = skridsikker (ru overflade)

Fremstilling: Det er sværere at fremstille porcelænsfliser sammenlignet med keramiske fliser. Dels skal råstofferne være renere, dels skal brændings-temperaturen være høj og stabil. Mens almindelig keramik laves af ler alene, skal porcelæns-leret blandes med feldspat og kvarts. Desuden bruger man en særlig lerart, kaolinit, der har et særlig lavt indhold af jern.

Efter at være blevet presset meget hårdt i en form, bliver fliserne brændt. Under brændingen, som sker i lange ovne, øges temperaturen gradvist til 1350°. Når denne temperatur er nået, nedkøles ovnen hurtigt, hvorved leret omdannes til glas. Her er tale om den såkaldte sintring. Det er samme proces, som sker med porcelæn, heraf navnet porcelænsfliser.

Naturstensfliser

Naturstensfliser kan fås i mange forskellige stenarter og kan leveres med forskellig bearbejdning af overfladen, fx slebet, poleret, kløvet og jetbrændt (termisk behandling af overfladen).

Vores tre mest populære typer natursten er granit, marmor og skifer:

Granit er en hård bjergart, der er dannet af smeltet magna på store dybder under stort tryk fra kontinenterne. Granit er en blanding af forskellige mineraler og har ofte et rødligt skær, men den findes i mange forskellige farver.

Indendørs anvender man oftest poleret granit, hvor granittens særlige og smukke farver og årer bliver mere tydelige. Granitfliser og –bordplader er robuste og lette at rengøre.

Udendørs granit – fx til brug for belægning – skal være skridsikker. Det kan være granitfliser, brosten eller chaussésten. Det er oplagt at anvende granit til indkørsler, gangstier, bede eller trapper.

Granittens fordele

+ slidstærk

+ hård

+ homogen

+ relativ stabil over for kemisk nedbrydning og forvitring

+ frostfast

Vær obs på

  • visse typer granit kan have mange mikrorevner

  • kan variere i udseende

  • kan være følsom for syrepåvirkning

Marmor er en bjergart, der er dannet af kalksten, der har været udsat for tryk- og temperaturpåvirkning. Marmor kan variere meget i farve pga. indholdet af forskellige mineraler.

Fordele

+ relativ hård sammenlignet med kalksten

+ let at bearbejde

Vær obs på

  • tåler ikke syre
  • er frostfølsom
  • kan deformere

Skifer bliver dannet ved hærdning af ler. Den afgørende forskel på skifter og kalksten/marmor er skifers evne til at kløve i en bestemt retning. Skifer leveres ofte med kløvet overflade, men kan dog normalt også leveres matsleben.

Kvartsitskifer er en omdannet (metamorf) sandsten med skiferstruktur. Pga. af højt indhold af glimmer er den spaltelig ligesom skifer.

Fordele

+ æstetisk smukke

+ homogene i udseende

Vær obs på

  • Kan indeholde jern, som i værste fald kan give rustudtræk
  • Lerskifer er frostfølsom (dog ikke kvartsitskifer)

Andre typer natursten

Du finder også disse typer natursten i Næstved Flisecenter:

Sandsten dannes ud fra komprimeret, løst kvartssand.

Kalksten består af sammenkittede skaller eller skeletter fra levende organismer, dvs. mineraler som fx calcit og dolomit. Vær obs på at kalksten bliver ganske langsomt opløst i sure omgivelser, fx ved påvirkning af nogle typer rengøringsmidler.

Basalt er mørke til sorte magmatiske bjergarter. Basalt er den mest udbredte bjergart i jordskorpen og danner det meste af oceanernes bund. Basalt er tæt og finkornet, men er ofte opsprækket og vanskelig at udnytte.

Få mere info om den enkelte sten og brugen af den hos vores konsulenter. De er altid klar med professionelle råd og vejledning.

 

© Næstved Flisecenter.dk – Fliser til mange formål fx  klinker og badeværelsesfliser samt natursten – Fakta om fliser og klinker