Pleje/vedligeholdelse

Den bedste pleje

Kom ind i butikken og få råd og vejledning om brug af de rigtige plejemidler til dine fliser, klinker og natursten. Vi har produkterne, der holder dine fliser rene og velplejede. Vi har også en masse gode basisråd til dig, der gerne vil holde dine fliser, klinker og natursten så flotte som muligt – få dem her:

Klinker og fliser – glaserede og uglaserede

– Løst snavs tørres væk med en tør klud.

– Snavs der sidder fast, kan fjernes med klinkevaskemiddel eller en våd klud.

– Skal du fjerne kalk, anbefaler vi, du bruger vores af kalkningsmidler eller klinkerens.

– Olie og fedt fjernes med grundrens.

Natursten

Pleje af kalksten/marmor

– På bordplader er det vigtigt at få mættet stenen for at beskytte den mod nedtrængning af forskellige former for fedt. Det gør du ved at påføre bivoks eller anden syrefri voks med en ufarvet klud. Gentag til pladen er mættet.

– Brandvarme el-gryder og pander direkte fra kogepladen kan give pletter og revner. Læg derfor noget under dine varme gryder.

– Marmor er kalksten og der må ikke anvendes sure rengøringsmidler i forbindelse med rengøring.

– Gulve vasker du med vand tilsat natursæbespåner eller kokossæbe. Den daglige rengøring kræver blot, at gulvet fejes, støvsuges eller svabes med rent vand. Efter behov kan gulvet vaskes i et rengøringsmiddel, som er neutralt eller har en så svag alkalisk virkning som muligt. Det kan fx være FILA Cleaner. Ved denne fremgangsmåde opnår man, at farven bliver dybere.

OBS! Syre må ikke anvendes på kalksten/marmor.

Pleje af granit

Indendørs:

– Granit er et naturprodukt og ligesom træ et”åbent” materiale. Derfor er det vigtigt at tilføre stenen fedtstof, fx vand tilsat natursæbespåner, kokossæbe eller et FILA-produkt, der er afpasset stenens overflade. Bivoks eller anden syrefri voks er velegnet til mætning af overfladen på granitbordplader.

– Granit tåler alle former for rengøringsmidler

Udendørs:

– Granit kan højtrykrenses. Vær dog opmærksom på ikke at spule fugerne op.

– Snavs og lettere algeforekomster kan fjernes ved at feje belægningen med groft strandsand.

– Olie og fedt skal hurtigst muligt suges op med papir eller klud. Pletten dækkes herefter med fx kattegrus i et døgn. Hvis pletten er tør, skrubbes den med skurepulver, sulfo eller 5% natriumhydroxid eller motorrens.

– Indtørret maling på granit kan skrubbes af med vand og skurepulver. Er det ikke tilstrækkeligt fjernes resten med max 10% saltstyre.

– Rust på granit kan fjernes med 10% oxalsyre, som kan fås hos materialisten.

– Tyggegummi kan skrabes af granit, når det er koldt – helt i frostvejr. Resten fjernes med rensebenzin.

– Alger og mos fjernes med 10% salmiakopløsning eller et svampedræbende middel. Husk at skylle efter med rent vand.

Pleje af skifer

– Skifer skal jævnligt have tilsat fedtstof i form af vand med natursæbespåner, kokossæbe eller FILA Stone Plus for at give stenen farve. Det betyder, at stenen er lettere at vedligeholde.

– Med tiden kan der aflejres kalksæbe i ujævnhederne i skiferen. Hvis det sker, skal fliserne bearbejdes med et fedtafrensende produkt. Skiferen skrubbes godt med en børste for at få kalk/snavs ud af ujævnhederne, og der vaskes efter med rent vand. Nu er skiferen imidlertid udtørret og skal igen behandles med vand tilsat natursæbe, kokossæbe eller FILA Stone Plus.

Pleje af sandsten

– Det anbefales, at sandsten vedligeholdes ved at skrubbe med børste og rent vand, da det er et porøst materiale.

Vedligeholdelse af belægning udendørs

– Sørg for at fugerne holdes tætte og fyldte.

– Hvis du bruger suge-feje-maskiner på brolagte områder, kan de øge risikoen for, at fugematerialet gradvist bortsuges og belægningen bliver ustabil.

– Anvender du suge-feje-maskiner, når du rengør belægninger, bør efterfyldning/reparation af fugerne indgå som en proces i belægningens vedligeholdelse. Samtidig skal manglende og knækkede sten og fliser udskiftes, og belægningens fuger skal holdes fri for uønsket vegetation.