Skal du i gang med at planlægge nyt badeværelse, eller har du brug for at renovere det eksisterende, så overvej hvordan du vil have fliserne monteret – mulighederne er nærmest utallige.
Læs med her, hvor vi præsenterer de mest populære. Måske vi kan inspirere dig til at prøve noget andet, end den helt klassiske lineære, som er brugt på rigtig mange badeværelser gennem tiden.
En af fordelene ved at lege lidt med former, linjer og størrelser er, at der kommer mindre fokus på fugerne. På den måde bliver fugerne nemlig en slags dekoration og en naturlig del af looket i rummet.
Du kan også vælge at bruge den samme størrelse flise, men i stedet vælge dem i en særlig form, som du laver et mønster ud af. Det kan fx være smalle fliser eller hexagoner.
Det en rigtig god idé at lave en prøvelægning inden du endeligt beslutter dig for hvilket lægningsmønster du vil bruge. På den baggrund er det meget lettere at tage stilling til, hvilken løsning du vil gå med.
Martin Sørensen, inhouse-flisemurer
Lineært placerede fliser på badeværelset
Mange vælger at gå lineært til værks, dvs. fliserne monteres så de flugter med hinanden. Med dette lægningsmønster får du lige linjer, et roligt udtryk der ikke forstyrrer øjet og tilfører en klassisk flot stil til dit badeværelse.
Fliser på badeværelset monteret i forbandt
Du kan sagtens lege med linjerne i din opsætning. Du kan fx sætte fliserne i forbandt, hvor hver flise er forskudt i forhold til hinanden.
Du kan vælge at lægge fliserne ⅓ eller ½ forskudt, hvilket giver sit helt eget unikke udtryk. Det tilfører noget anderledes til dit rum og understreger, hvor meget det betyder for rummets udseende, hvordan du sætter fliserne op.
Badeværelsesfliser lagt i sildebensmønster
Det er meget populært at lave sildebensmønster, her er især smalle fliser perfekte. Fliser lagt i sildeben giver et unikt udseende til dit gulv eller din væg.
Mosaikker på badeværelset
Mosaikker er smukke, og de er rigtig gode til at tilføre fine og dekorative effekter. De kan bruges som dekoration mellem gulvfliserne, som bagvæg mellem vask og spejl eller som en horisontal bane fra gulv til loft. Kun din fantasi sætter grænsen.
Undersøg om den fliseserie, du har valgt, har en sokkelflise.
Sokkelfliser er typisk 6 til 8 cm høje, har en afrundet overkant og fungerer som et panel op ad væggen nede ved gulvet. Sokkelfliser fuldender rummet og skaber en helhed i indretningen.
Lasse Dehn, salgsassistent
Flere flisestørrelser på det samme badeværelse
Hvis indretningen af dit badeværelse er to-delt, så badeværelse og brusekabine er mere eller mindre adskilt, kan du vælge at gå med to forskellige størrelser af fliser. Nogen gange kan netop det være fordel, hvis der eksempelvis skal laves fald på gulvet, for på den måde undgår du for mange klodsede skæringer.
I mange af vores fliseserier kan du få både små og store størrelser i samme farve, overflade og udtryk.
Er du i tvivl om hvilken flisestørrelse du skal vælge, så læs mere her